26 november 2005

London Widescreen

Forleden fandt jeg et program kaldet Autostitch på nettet. Det er beregnet til at "klistre" nogle småbilleder sammen til et stort panoramabillede helt automatisk. Jeg havde kun nogle få brugbare billeder liggende på min harddisk, men av min arm! hvor det virkede bare godt. Enhver der har prøvet at gøre det samme manuelt eller bruge en lignene funktion indbygget i et fotoredigeringsprogram, ved hvor svært og frustrerende det er at få det til at blive pænt og uden synlige "sammensyninger. Autostitch spørger bare efter dine billeder med et standard fil-vindue og mindre end et halvt minut senere har du et perfekt panorama billede foran dig. Kanterne skal bare trimmes en smule, ikke det store problem.

Så jeg tog mit kamera med ud på en gåtur så jeg kunne få lidt mere råmateriale til mine eksperimenter. Her er nogle af resultaterne. Billedet oven over her er sammensat af fire billeder taget på den vandrette led men sådan behøver de ikke nødvendigvis at være. Man smide en bunke billeder der er spredt ud som et skud fra et haglgevær efter programmet uden at det taber bukserne over det. Billedet herunder af "London Eye" er sat sammen af ti billeder taget til højre og venstre og op og ned.

24 november 2005

Perth til London Afsnit 2 (Nat på campingpladsen)

Camping og lyden af lange lynlåse der bliver åbnet i den stille nat hører sammen. Natpissere som mig kan ikke bare liste ubemærket ud på toilettet uden at alarmere hele campingpladsen.
På vores tur fra Perth til Queensland havde vi medbragt vores nye telt så vi kunne være lidt flexible under vores overnatninger.

Jeg drømmer, Jeg tror at jeg er vågen, tror ikke at dette er en drøm.
Jeg finder mig selv et sted i sydeuropa i en lille landsby ved byens springvand. Én af den slags springvand med statuer af små babydrenge med englevinger. Statuerne står ret op og ned ved bassinet og spiller harpe eller blæsser i et horn alt imens de struttisser i en stor bue ned i vandet.
Jeg opdager at springvandet løber over og samler sig i en lille strøm af vand der løber ned ad gaden.
Jeg følger vandet og strømmen bliver til en lille å der fører gennem en skov.
Skoven bliver tættere og jeg finder mig selv gående med store plask gennem åen der langsomt bliver bredere.
Vandet begynder at løbe hurtigere samtidig med at åen breder sig ud til en flod.
Jeg bliver fanget i strømmen, bliver konstant trukket under og må kæmpe med alle kræfter for ikke at drukne.
Flodbrederne kan ikke længere ses, jeg indser at jeg er ved at blive skyllet ud over et vandfald.
Forgæves kæmper jeg imod strømmen og bliver skyllet ud over afgrunden.
Jeg falder, falder, falder og vågner med et spjæt i teltet.
I lang tid ligger jeg og prøver at finde ud af hvad der vækkede mig. Jeg prøver at ignorere min blære og bilde mig selv ind at jeg kan sagtens holde mig til om morgenen uden at skulle forlade min dejligt varme sovepose. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, der bliver ikke fred til at sove før der er blevet lænset. Man skal jo også klædes lidt på til lejligheden uden at sparke konen i hovedet mens man ligger ned og prøver at trække bukser på. Jeg er overbevist om at den dag hvor jeg forlader teltet i kun underbukser eller mindre, er der en eller anden i en helikopter der retter en kæmpe projektør mod mig og råber i en megafon: "Hvad fanden render du rundt sådan for?"
Jeg kan ikke hitte ud af hvad der er bedst, trække lynlåsene langsomt eller hurtigt. Langtrukken let dæmpet støj eller lynhurtig med en larm som en formel 1 der kører gennem campingpladsen. Jeg fortrækker den hurtige det giver de andre mennesker på pladsen mindre tid til at lokalisere støjkilden og den dumme stodder der ikke kan holde på vandet til om morgenen som alle andre.
Tre lynlåse (myggenet, indertelt og ydertelt) åbnet og lukket (seks formel 1 biler) senere er jeg i småløb over til toiletblokken.
På vejen tilbage bliver jeg belønnet med en spektakulær udsigt til stjernehimmelen. Der er ikke noget bedre sted i hele verdenen at kigge på stjerner end i den australske bush. Mælkevejen strækker sig over himmelhvælvet og hvis man kigger godt efter kan man se satelitter der passerer eller meteoritter der trækker lange lysende streger når de rammer atmosfæren.
Men kulden, trætheden og myggene sender mig hurtigt videre tilbage til min soveplads.
Seks racerbiler senere og jeg er tilbage. Fra konens soveplads lyder en søvnig stemme: "Bare du ville lade være med at drikke en liter cola lige før du skal sove".

21 november 2005

Engelske Nummerplader

En gang for længe siden da jeg ikke var ret gammel, fik en af mine venner, lad os bare kalde ham Neets, den strålende idé at vi skulle vandre rundt og skrive bilnummerplader ned.
Nu hvor jeg tænker tilbage på det så er jeg ikke sikker på hvad formålet skulle være. Det var ikke ligefrem sådan at vi nedfældede detajler om bilens mærke, farve, motorstørrelse eller hvorhenne vi havde observeret bilen, kun nummeret på pladen.
Men som altid når en god idé bliver fremlagt med lidt entusiasme, så er jeg med på den værste. Jeg kan ikke huske hvor lang tid vi rendte rundt og skriblede i hver vores notesblok, men det har jo nok kun været nogle uger. Sandsynligvis hen mod midten af skolesommerferien hvor vi var begyndt at kede os. Så dér rendte vi rundt på alle byens parkeringspladser eller sad ved lyskrydset nede på hovedgaden og skrev ivrigt alle de numre ned vi fik øje på. Hvis vi i nogle dage ikke havde været sammen, udvekslede vi numre så vi begge havde en komplet samling.
Vi lyder måske som et par tåber men vi morede os med det.
Det var også et skridt fremad fra dengang vi rendte rundt og kiggede ind gennem sidevinduet på bilerne, for at se hvor højt speedometret gik op til. Vi var overbevist om at det var præcis måde at finde ud af hvor hurtig en bil kunne køre.


Mange år senere i '91 eller '92 var vi på bil-campingferie sammen i England. Vi var ovre den periode i vores liv hvor vi havde trang til at nedfælde nummerplader ned på papir.
Vi vandrede rundt i London og kiggede på alle seværdighederne som man nu gør når man er turist. Under vores vandringer begyndte jeg at lægge mærke til nummerpladerne på bilerne der kørte rundt i gaderne. Ikke nummeret men farven på nummerpladen. Nogle biler havde gule nummerplader og andre havde hvide. Jeg prøvede regne ud efter hvilket mønster bilerne havde fået den ene eller den anden farve. I Danmark er gule plader jo på biler til erhvervsbrug eller fattigrøve der vil have en stor bil billigere. Men det kunne jeg ikke få til at passe da alle typer af biler, store som små, havde enten den ene eller den anden farve på nummerpladen. Måske havde de for nogle år siden skiftet farve på nummerpladerne fra og alle biler over en hvis alder ville så stadigvæk have den gamle farve. Heller ikke dét passede ind i billedet, jeg så både helt nye og meget gamle biler med begge farver. Det havde heller ikke noget med motorstørrelsen at gøre. Ej heller syntes farven på karrosen at have nogen indflydelse, grønne, røde og blå biler kunne have enten en gul eller en hvid nummerplade tilsyneladende helt tilfældigt.
Jeg sagde ikke noget til Neets om mine spekulationer, jeg elsker at løse den slags problemer selv og jeg hader endnu mere at stille spørgsmål der afslører hvor lidt jeg ved. Desuden da jeg var ved at nå det punkt hvor jeg overvejede at spørge Neets om hvordan det hang sammen, da havde vi været i England i fire dage. Jeg mente at på fire dage burde selv den største nød kunne regne det engelske nummerpladesystem ud.
Til sidst kunne jeg ikke styre min nysgerrighed mere.

Mig: Øh.. jeg har lige lagt mærke til noget og har tænkt lidt over det i de sidste fem minutter.

Neets: Nåh, hvad er det så nu du har lagt mærke til?

Her må jeg lige indføje at jeg har en vane med at lægge mærke til de mest ligegyldige ting her i verdenen omkring os og jeg føler mig forpligtet til at informere alle omkring mig med mine betragtninger. Som for eksempel da vi boede i Singapore opdagede jeg at alle ristene over afløbet, i badeværelser og andre steder, alle var nøjagtig ens. Jeg fandt det bizart at alle blikkenslagere i Singapore (og i Malaysia, som jeg fandt ud af senere) skulle finde på at vælge den samme rist. Som altid i disse situationer havde jeg svært ved at få folk til at interessere sig for mine opdagelser.

Mig: Nummerpladerne, de bruger to farver, gul og hvid.

Neets: Ja? og hvad så?

Mig: Jeg kan ikke finde noget system i hvordan farverne hænger sammen.

Neets: Hvad mener du? Den hvide sidder på forenden og den gule sidder bagpå.

Mig: Øøøh... er du sikker på det?

Det var han og han havde ret!

20 november 2005

Manuel i London


Man kan let blive overbevist om at Manuel fra Fawlty Towers har rykket pløkkerne op og flyttet til London for at åbne sit eget hotel, når man ser sådan en besked i vinduet på sit hotelværelse.

15 november 2005

Vauxhall Subway Autotransporter


Dette billede er af Vauxhall Subway Station som ligger lige på den anden side af Themsen ikke ret langt fra hvor vi bor.

Jeg kan altså ikke slippe idéen om at jeg står og kigger på en autocamper der har sat sig fast på den nederste platform på en autotransporter.

09 november 2005

Hong Kong Express

At rejse rundt i Asien er altid en lidt af et eventyr og for det meste har man råd til bedre hoteller end man ville have haft i Europa. Alle hoteller i hele verden syntes at være indrettet efter den samme model. Her tænker jeg ikke på Konge eller Præsident suiterne, men de hotelrum vi almindelige dødelige har råd til. Så for det meste er det bare hvor gode faciliteterne er i hotelrummet der udgør forskellen på godt og dårligt.

Det allerførste jeg inspicerer når jeg kommer ind i et nyt hotelrum er badeværelset. Af en eller anden grund er toiletter på hoteller anderledes end dem du ville finde i et normalt hjem. De lader til at have en forkærlighed for den model jeg kalder: "Oversvømmeren 2000". Når man trækker ud, bliver der pumpet vand ned i toiletskålen så hurtigt at der danner sig en hvirvel der får hele indholdet til at snurre rundt i forrygende fart mendes vand og indhold stiger op mod kanten med en alarmerende fart. Alle instinkter siger "Lad mig komme væk" og jeg stormer ud af badeværelset og smækker døren bag mig med et brag. Jeg læner mig op af døren i forventning om at den vil blive skyllet væk af en stormflod af toiletvand. Der sker selvfølgelig ikke noget og min bedre halvdel kigger på mig og..

Kone: "Hvad laver du nu?"
Mig: "øh... ikke noget.. jeg mener ikke noget særligt..."
Kone: "Har du nu leget med toilettet igen?"
Mig: "Nej nej, jeg skulle bare...jeg ville... øh.. du ved nok... jeg går lige ud og vasker mine hænder"
Kone: "Du kan lige så godt vænne dig til det, vi skal være her i fem dage"

Selvfølgelig vænner jeg mig aldrig til det, selv om at vandet altid som ved et mirakel stopper 2 millimeter fra kanten og bliver suget ud med en høj 'SLURRRRRP' lyd.

TV'-et er også vigtigt, det kunne jo ske at de viste en Simpsons episode jeg kun har set tre gange før. Sengen som sædvanlig er blevet redt af Supertjenestepigen og det er næsten umuligt at få sengetæppet og dynen revet løs. Når de endelig kommer fri er lagenerne blevet så løse at de bliver sparket ned i fodenden i løbet af natten. Køleskabet skal man også holde sig fra medmindre man har en stor friværdig i sit hus. Til sidst trækker jeg gardinenerne fra for at se....


08 november 2005

Swan Valley vinsmagning på Dansk

Perth ligger ved Swan River, hvis man følger floden ud mod havet kommer man ned til havnebyen Fremantle. Følger man derimod floden indlands kommer man op igennem vindistriktet Swan Valley. Fra Perth er det kun en kort køretur ud til Swan Valley hvor alle vingårdene ligger, mange af dem driver også gode spisesteder. Når vi havde gæster på besøg var det altid et stort hit at tage ud til Swan Valley på en vinsmagningtur.

En påske havde vi Annas forældre, Eli og Nils, på besøg ovre fra Queensland. De er begge store vindrikkere så det var kun naturligt at køre en runde ude i Swan Valley. Vingård nummer to vi kom til hed Henley Park Winery. Vi fik mistanke om ugler i mosen da vi på et skilt så at stedet var drevet af Lisbet og Claus Petersen, ikke ligefrem Australske navne. Vi fik hurtigt bekræftet at de virkeligt var danskere og Claus, som forestod vinsmagningen den dag, fortalte at han var fra Stigs Bjergby på Vest-Sjælland. Mens vi stod og nippede til de forskellige vine, stod Nils lidt for sig selv bag os andre og så meget betænksom ud. Lige pludselig trådte Nils frem med udstrakt pegefinger og og gik henimod Claus og sagde ivrigt: Jeg ved godt hvem du er! Claus fik et lidt befiptet udtryk i ansigtet ved synet af denne store mand der kom gående imod ham. Det viste sig at Nils kunne huske Claus's far fra dengang han havde selv boet i det samme område på Vest-Sjælland. Det er trods alt en lille verden, selv om jeg godt nok aldrig havde hørt om Stigs Bjergby.

Vinene var også ganske udmærkede, Eli og Nils købte adskillige kasser og vi købte også et par flasker. Vinene kan også købes i Danmark, klik på nedenstående link for flere oplysninger.
http://www.henleywine.com/danish/dan_sites.htm


Billederne i denne post er alle lånt fra http://www.henleywine.com/photos/photos.htm


London som set i dit køleskab

Forleden dag tog jeg mig endelig sammen til at rydde lidt op i alle de fotoer jeg liggende på min harddisk. Efter vi har fået digital kamera er antallet af fotoer vi tager gået drastisk op. Så hvis ikke man luger ud finder man hurtigt at alt pladsen på éns harddisk er skrumpet alvorligt ind.
Da jeg kom til ovenstående billede syntes jeg at det virkede bekendt og kunne ikke rigtigt finde ud af hvor jeg kendte det fra, ud over altså at det er et billede af det Engelske Parlament.
Senere samme dag efter vi havde været ude og købe ind og var ved at sætte vores indkøb på plads, stødte jeg på en HP sauce flaske. På etiketten fandt jeg det samme billede taget fra næsten samme vinkel. Mysteriet var løst og jeg sove trygt uden at ligge vågen hele natten og tænke på hvor jeg kendte billedet fra. Et typisk eksempel på hvordan kunsten efterligner ting i køleskabet.

07 november 2005

Perth til London Afsnit 1 (The Twelve Appostle)

Den her blog bliver nok ikke kronologisk, jeg skriver om vores oplevelser alt efter hvordan mit humør er og når jeg føler mig inspireret. Måske putter jeg det i en mere logisk orden senere.

For nylig solgte vi vores hus i Perth for at rejse til England. Vi kørte fra Perth i Western Australia til Maryborough i Queensland hvor Annas forældre bor. Der blev vi i nogle uger før vi fløj til Hong Kong, derfra videre til Danmark og til slut til London i England hvor vi bor nu.

Der er ingen direkte vej fra Perth til Maryborough så man må vælge en rute der enten tager én nordpå eller sydpå. Vi valgte at køre ad den sydlige rute. Ikke bare er den nordlige rute meget længere, vi har også kørt det meste ad den tre år tidligere da vi flyttede fra Darwin til Perth.

Én af de ting vi havde på listen af ting vi ville se på vejen var "The Twelve Appostle" (De Tolv Appostle). Det en række kalkstens stakke/piller der står i havet ud for Victorias kyst. Gennem tusinder (tør jeg sige milioner?) af år har havet gnavet sig ind på kysten og efterladt nogle af disse tårne som er meget store turist attraktioner i dét område. Der er masser af andre lignende strukturer langs Victorias sydkyst men disse er nok de mest kendte.

Da vi kom ud på udsigtplatformen kunne vi kun tælle otte stakke og en enkelt bunke sten lige neden for udsigts platformen. Imens vi gjorde den sædvanlige turist ting med at tage billeder i dusinvis, var en mand var ved at tage et billede af sin kone og tre døtre. Samtidig med at han dirigerede dem her og der i alle mulige retninger prøvede at overbevise dem, med en udpræget Italiensk accent, at da han var her får nogle år siden var den bunke sten også en stak. Både døtre og kone rullede deres øjne af ham, de troede ikke en skid på hans historie. Tilbage hvor vi havde parkeret bilen var der et besøgscenter og mere vigtigt et toilet. Mens Anna var ude og pudre næsen gik jeg lidt rundt og kiggede på plancherne der forklarede hvordan naturunderet var blevet skabt. Der blev mysteriet så delvis opklaret, der har aldrig nogensinde (i mands minde) været tolv stakke men kun ni. Først blev de kaldt "The Sow and the Piglets" (Soen og hendes smågrise). Senere blev de omdøbt til "De Tolv Apostle", helt sikkert af en religiøs person der ikke kunne tælle. Der stod ikke noget om hvornår den niende stak havde kollapset så vi gik ud fra at det måtte være for nylig selv om vi ikke havde hørt noget om det. Det er meget normalt i Australien, vi har tit hørt om oversvømmelser og storme i andre dele af landet fra folk i Danmark der har set det på dansk TV uden vi har hørt et klap.

Senere den dag på et motel tændte vi for TV'et og hørte dér at stakken havde kollapset den selvsamme morgen klokken 08:30, kun én time før vi var der. Der var kun én familie tilstede da det skete og kun én person kiggede i den rigtige retning mens det styrtede sammen.
Så den morgen den 3. juli 2005 kom vi en time for sent til begivenhed der kun ses med mange års mellemrum.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den oprejsning den mand måttet have fået i sin families øjne, han havde jo ret. Alle sejre tæller, han kan ikke have mange med fire kvinder i huset.