24 november 2005

Perth til London Afsnit 2 (Nat på campingpladsen)

Camping og lyden af lange lynlåse der bliver åbnet i den stille nat hører sammen. Natpissere som mig kan ikke bare liste ubemærket ud på toilettet uden at alarmere hele campingpladsen.
På vores tur fra Perth til Queensland havde vi medbragt vores nye telt så vi kunne være lidt flexible under vores overnatninger.

Jeg drømmer, Jeg tror at jeg er vågen, tror ikke at dette er en drøm.
Jeg finder mig selv et sted i sydeuropa i en lille landsby ved byens springvand. Én af den slags springvand med statuer af små babydrenge med englevinger. Statuerne står ret op og ned ved bassinet og spiller harpe eller blæsser i et horn alt imens de struttisser i en stor bue ned i vandet.
Jeg opdager at springvandet løber over og samler sig i en lille strøm af vand der løber ned ad gaden.
Jeg følger vandet og strømmen bliver til en lille å der fører gennem en skov.
Skoven bliver tættere og jeg finder mig selv gående med store plask gennem åen der langsomt bliver bredere.
Vandet begynder at løbe hurtigere samtidig med at åen breder sig ud til en flod.
Jeg bliver fanget i strømmen, bliver konstant trukket under og må kæmpe med alle kræfter for ikke at drukne.
Flodbrederne kan ikke længere ses, jeg indser at jeg er ved at blive skyllet ud over et vandfald.
Forgæves kæmper jeg imod strømmen og bliver skyllet ud over afgrunden.
Jeg falder, falder, falder og vågner med et spjæt i teltet.
I lang tid ligger jeg og prøver at finde ud af hvad der vækkede mig. Jeg prøver at ignorere min blære og bilde mig selv ind at jeg kan sagtens holde mig til om morgenen uden at skulle forlade min dejligt varme sovepose. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, der bliver ikke fred til at sove før der er blevet lænset. Man skal jo også klædes lidt på til lejligheden uden at sparke konen i hovedet mens man ligger ned og prøver at trække bukser på. Jeg er overbevist om at den dag hvor jeg forlader teltet i kun underbukser eller mindre, er der en eller anden i en helikopter der retter en kæmpe projektør mod mig og råber i en megafon: "Hvad fanden render du rundt sådan for?"
Jeg kan ikke hitte ud af hvad der er bedst, trække lynlåsene langsomt eller hurtigt. Langtrukken let dæmpet støj eller lynhurtig med en larm som en formel 1 der kører gennem campingpladsen. Jeg fortrækker den hurtige det giver de andre mennesker på pladsen mindre tid til at lokalisere støjkilden og den dumme stodder der ikke kan holde på vandet til om morgenen som alle andre.
Tre lynlåse (myggenet, indertelt og ydertelt) åbnet og lukket (seks formel 1 biler) senere er jeg i småløb over til toiletblokken.
På vejen tilbage bliver jeg belønnet med en spektakulær udsigt til stjernehimmelen. Der er ikke noget bedre sted i hele verdenen at kigge på stjerner end i den australske bush. Mælkevejen strækker sig over himmelhvælvet og hvis man kigger godt efter kan man se satelitter der passerer eller meteoritter der trækker lange lysende streger når de rammer atmosfæren.
Men kulden, trætheden og myggene sender mig hurtigt videre tilbage til min soveplads.
Seks racerbiler senere og jeg er tilbage. Fra konens soveplads lyder en søvnig stemme: "Bare du ville lade være med at drikke en liter cola lige før du skal sove".

Ingen kommentarer: