29 januar 2006

Skolemadpakken

1973-1984 en helt almindelig skoledag klokken 10:45. Det lange frikvarter, frokostpausen.

Hvor mange gange har man ikke åbnet sin madpakke og spist sine rugbrødsmadder, godt lunkne efter tre timer i skoletasken, med svedende spegepølse, stinkende makrel og leverpostej total gennemblødt af agurkjuice.

Klapsammenmadder var spildt på mig, jeg hev det øverste stykke rugbrød af og smed det så langt væk jeg kunne med et af mine tøssekast. Forholdet mellem rugbrød og pålæg er alt for stor i rugbrødets favør. Rugbrødet skulle også helst være maskinskåret, ikke noget med håndskårne skiver i "hestens fødselsdag" tykkelse.
Cervelatpølse holdt jeg op med at spise i samme øjeblik jeg fandt ud af at en af hovedingredienserne er hjerne. Grovhakket leverpostej var også en direkte opskrift på at få mig til at øve mit baghåndskast mod skraldespanden, jeg var alt for bevidst om at klumperne var lever der ikke var blevet reduceret til molekylestørrelse. Tunge er direkte afsløret af navnet og min mor prøvede aldrig at få mig til at sluge sådan en mad. Det skyldtes nok hendes egen afsky for at spise ting som dyr havde haft i munden.

Rugbrød med ost er allerøverst på min hadeliste og det stammer helt tilbage fra før jeg startede i skolen. Hver mandag ville min mor købe det nye Anders And blad til mig og den eneste betingelse for at jeg kunne muntre mig i Andeby var at jeg skulle spise min frokost. Jeg har sandsynligvis selv kunne bestemme hvad jeg ville have på maden og en enkelt gang i min femårige dumhed har jeg nok spurgt om at få ost på min rugbrødsmad. Det var ikke nogen god kombination, det smagte forfærdeligt og jeg kunne kun få en enkelt bid ned før jeg gav op. Min mor var standhaftig og jeg fik beskeden at hvis jeg ikke spiste op ville hun køre mit Anders And blad gennem en makulator. Her overdriver jeg nok lidt, vi havde ikke nogen makulator men beskeden var klar nok. Efter en hård kamp, i hvad jeg husker som timevis, vil tro at jeg kom halvvejs gennem ostemaden før min mor forbarmede sig over mig. Men skaden var sket, jeg tror jeg var 16 år før ost ikke var noget der gav mig brækfornemelser og den dag i dag er kombinationen af ost og rugbrød umulig for mig at tolerere.

Bananmadder og rosinmadder er bare bizarre, hvorfor fandt de aldrig på æblemadder eller blommemadder nu de var i gang med at bruge fantasien?
Min far kender ellers en god historie fra engang da vi på bondegårdsferie på Ærø, hvor jeg tabte en bananmad på gulvet ude i kostalden og bare samlede den op igen for uforstyrret at spiste videre. Men den historie vil jeg ikke fortælle her.
En gang i mellem ville mødre komme i det sparsomme hjørne og bruge rester fra gårdagens aftensmad. Frikadeller, hakkebøffer og kartofler var nogle af de bedre ting man kunne finde i sølvpapiret. Rød pølse og ketchup på rugbrød var lige på kanten af at det kunne spises.
Den underligeste rugbrødsmad jeg har set var i første klasse, hvor en af de andre drenge havde remoulademadder med i sin madpakke. Han dumpede første klasse og måtte lide den ydmygende skæbne at de næste ni år gå i en klasse under sin alder og se alle os andre gå i klassen over ham. Jeg tror nu ikke at det var remoulademaddernes skyld at han dumpede, det var nok mere at han sad og legede med tændstiksbiler i timerne mens han højt lavede motorlyde: "blrlrlrlrlppp" så spyttet fløj ud over hans og sidemandes bøger.
London 2006, Hvem gav dem dog lov til at bygge dette?

Edwardiansk (eller er det Victoriansk?) arkitektur og grim 70'er smag kan ikke blandes med succes, det behøver man ikke at være en arkitekt for at kunne se.


Trævæg

Hong Kong 2005.
Hvor der er en vilje, er der en vej.

28 januar 2006

Danske Småkager i Australien

I Australien kan man købe en dåse danske småkager for 3-5 dollars (cirka 14-23 kroner).
Vi troede jo så, måske lidt naivt, at i Danmark ville de nærmest forære dåser med småkager væk i butikkerne, så'rn li'som at sige tak fordi man valgte at handle hos dem. Det viste sig at være en styg løgn vi havde drømt op i vores egen lille drømmeverden vi nogle gange finder os selv i. Jeg tror det billigste vi så en dåse småkager til var omkring 40 kroner. Jeg ved godt at der er en høj moms i Danmark men Australien har trods alt da stadig 10% moms. Oven i det skal man så regne med at de skal pakkes på et skib, sejles om på den anden side af jorden og derfra skal det stadig transporteres ud til butikkerne som nogle gange kan ligge meget fjernt fra anløbshavnene. Det er ikke fordi at kagerne er produceret på licens, der står "product of Denmark" og "Importet from Denmark" klistermærker på dåserne. Man kan se "Danske" småkager hvor der står "product of China" på men de koster som regel kun en 2-3 dollars.
Jeg tror at i Danmark er man offer for det der kaldes "burgerindexet". Sagt kort, prisen på en burger er ikke bestemt af produktionsprisen, men på hvor meget man lokke folk til at betale for den. Derfor kan en producent blot kigge på hvad en burger koster i de forskellige lande, udregne en omvekslingskurs og regne ud hvor meget han kan sælge sine småkager for.
Hvorfor bruger jeg min tid på den slags ligegyldigheder? Jeg ved det ikke men jeg blev sgu lidt irriteret over at vi betaler ekstra for en vare i Danmark som kan fås billigere på den anden side af jorden.
Nåh, jeg kan da være ligeglad, jeg bor i England og når vi forlader dette land tager vi tilbage til de billige danske småkager i Australien.

26 januar 2006

dit-dit-dit dah-dah dit-dit-dit

Da vi først "landede" i Australien efter vores periode i Singapore, boede vi hos Annas forældre i de første par måneder.
En aften ved middags bordet spurgte svigermor om der var nogen af os der vidste hvad SMS stod for. Jeg forklarede at det stod for Short Message Service og at det var et system man bruger til at sende tekstbeskeder imellem mobiltelefoner (Jeg vil tro at på det tidspunkt havde jeg stadig for vane at kalde dem "hand phones", som de gør i Singapore)
Hun undrede sig over det fordi hver dag i toget på vej til arbejde i Sydney, hørte hun et stykke Morse kode: "dit-dit-dit dah-dah dit-dit-dit". Hun forklarede at det i Morsekode er bogstaverne S-M-S. I hendes unge dage var hun radiotelegrafist ombord på et skib og kender derfor Morsealfabetet udenad (hun havde taget uddannelsen som telegrafist så hun kunne sejle med på det samme skib som min svigerfar, jeg går ud fra at hun havde hørt alle historierne om sømænd, havne og piger).
Jeg spekulerer på hvor mange der ved at tonerne der signalerer "ny tekstbesked" på deres mobiltelefon er i Morsekode og betyder SMS, jeg gjorde ikke.


Vil du vide mere?
Morsealfabetet
SMS
Mother-in-law

24 januar 2006

Huller

Nogle gange hiver man sine sokker på om morgenen uden at lægge mærke til et lille hul ude ved tåspidserne. I løbet af dagen vil en af tæerne uundgåeligt arbejde sig ud gennem hulet. Dette er er kun begyndelsen på en daglang kamp om at beholde tåen inde i sokken.
Først vrikker man bare tåen tilbage i sokken, men efter at have gjort dette en ti-tolv gange indser man at der må tages yderligere skridt.
Af med skoen, trække sokken lidt ned og put det overskydende materiale ud i spidsen af skoen. Virker ikke!
Af med skoen, trække sokken lidt ned og buk det overskydende materiale under tæerne. Virker ikke!
Af med begge sko, bytte sokkerne om på venstre og højre sok, i håbet om at hullet vil have en mindre generende position på den anden fod. Virker ikke!
Spørg alle kollegaerne om de har noget tandtråd (uden at afsløre hvad det skal bruges til), bind tråden omkring stoffet over hullet. Virker ikke!
Klisterbånd, hæfteklammer, sikkerhedsnåle, lim, to afbrændte tændstikker og en gammel ost. Virker ikke!
Aaaaaarrrrrrrggggg, det er sådan nogle underbukser jeg har på i dag!

21 januar 2006

Egernene i St James Park

En af turist attraktionerne her i London er vagtskiftet ved Buckingham Palace. Tusindvis af turister dukker op for a se showet som er ret begivenhedsløst og kedeligt. Mindre end hundrede meter væk er St. James Park. Der er ingen vagtskifte at se på men hundredevis af egern.

Vi bor en lille gåtur fra St. James Park og kommer som regel igennem den i weekenden når vi går en tur in til Londons centrum. Vi har altid en lommefuld a peanuts med til at fodre egernene med. De er meget tamme og man kan håndfodre dem. Til tider kravler de op ad ens ben for at få fat i dine nødder.... øh... det kom ikke ud helt efter hensigten... Det jeg prøver at sige er, de er så ivrige for at gnave på dine nødder at de vil... ih, du godeste... Jeg må vist hellere skrive det lidt om, nåh det kan jeg altid gøre senere, jeg håber sandelig at jeg husker det.

De ved at de er nuttede selv om de sandsynligvis ikke er andet end rotter med et godt ry og en pæn hale.
Hvis du giver et egern en peanut uden skal på, sætter de sig ned og spiser den på stedet i en stilling der får alle kvinder i en radius a hundrede meter til at udbryde: "Narj, hvor er den dog nuttet!".
Hvis man giver egernet en hel peanut vil den tage nødden i munden og løbe væk for at begrave den et eller andet tilfældigt sted og så komme tilbage for at hente flere. Jeg har læst et sted at de kun findet omkring 10% af deres opbevarede nødder igen. Det lyder ikke usandsynligt da de ser ud til at have en meget kort opmærksomhed. Hvis man holder en nød op så et egern der sidder et stykke væk kan se den, vil den begynde at løbe hen imod dig. Kun for at halvvejs derhenne glemme hvad det var den var i gang med og pludselig skifter retning. Kort efter får den igen øje på dig og nødden og løber igen i din retning. Det sker tre eller fire gange på vej over for at hente nødden.
Krager er blevet set siddende i træer mens de holder øje med egern der samler forråd. Så snart kragen har set hvor egernet har begravet sit bytte flyver den ned og stjæler det. I St. James Park har kragerne ikke altid tålmodighed til det. Kragerne går lidt omkring på græsset og holder øje med egernene der samler bytte. Hvis et egern finder en nød og vender ryggen til en krage, vil kragen hoppe over bag egernet og nippe den i halen, egernet bliver så forskrækket at den taber nødden og løber væk. Den klogeste spiser gratis igen.

Her i England hedder peanuts med skal på: Monkey Nuts (Abenødder). Og jeg som troede at de groede på buske:

Du kan se at de er englændere på den høflige måde det står i kø på.

Vil du vide mere?
St. James's Park
Squirrels
Monkey Nuts

16 januar 2006

Doing the Nullabor thing

"Doing the Nullabor thing" Er udtrykket der bliver brugt om at krydse Nullabor Plain via Eyre Highway der løber langs med den Australske sydkyst og The Great Australian Bight (Den Store Australske Bugt). Bedriften er ikke så stor som den var i halvtresserne eller tresserne før vejen blev asfalteret, men er på trods af dette stadig en ting man kan prale af. Der er stort set ingenting at kigge på og for det meste fladt som en pandekage.... Mmmmm pandekage.. Hold lige fast et øjeblik mens jeg henter noget spiseligt i køkkenet.
Ok jeg er tilbage, hvor kom jeg til? Ingenting at se... fladt som en pandekage... faktisk er det de to ting det hele går ud på, masser af ingenting, total tomhed.

Én af dagene på turen, blev vi ikke overhalet en eneste gang og ej heller overhalede vi selv nogen selv i de otte-ni timer vi kørte den dag. Jeg talte ikke bilerne der kom imod os men de kunne sikkert tælles på to hænder.
Der er ingen byer overhovedet på strækningen, kun et roadhouse cirka hver 350 Km. Der er meget få turistattraktioner og som jeg sidder her og skriver dette kan jeg kun huske en eneste seværdighed og det er et udkigspunkt i toppen af bugten hvorfra man kan se hvaler (jeg skriver nok en blog om det en anden dag).
Træer er der så få af at man glemmer dem i samme øjeblik man har passeret dem. Det har givet grobund for myten om at der slet ikke findes træer på Nullabor Plain. Måske stammer myten bare fra folk der aldrig selv har gjort turen? Eller måske er det kun dumme mennesker der ikke kan genkende et træ når de ser det, der har kørt turen.

Det er ikke helt sandt at der ikke er noget at kigge på undervejs, der er masser af roadkills (trafikdræbte dyr) i vejkanten, mest kænguruer og wallabies. Jeg snakker ikke om at man får øje på en ti-tyve døde dyr under en dags kørsel, de kan tælles i hundreder. At køre om natten er livsfarligt fordi det er på dette tidspunkt at dyrene er mest aktive. De fleste bliver dræbt af roadtrains, der er ikke mange mindre biler der begiver sig ud på vejen efter mørkets frembrud. Selv hvis bilen er udstyret med en 'roobar (kængurugitter) kan man ikke vide sig sikker da en kænguru let kommer op i forrude højde når den springer på tværs af en vej.

En anden undervurderet attraktion er affaldet. Vejkanten er belagt med flasker, dåser og chipsposer så langt som halvtres meter ind i 'bushen'. Jeg har svært ved at forstå hvilke tanker (hvis nogen?) der går gennem hovedet på folk der smider affald ud af bilvinduet. Hvis det er et generelt udtryk for den gennemsnitlige intelligens på den menneskelige race, så ser det sort ud for os.
Vi passerede et dødt træ der stadig stod oprejst som var blevet pyntet med tomme flasker og dåser på alle grenene, at passende monument som protest mod skovsvinene iblandt os (Jeg aner ikke hvorfor jeg ikke stoppede bilen og tog nogle billeder af dette træ).

Da vi krydsede grænsen til South Australia var vejkanten pludselig helt ryddet. Ikke flere døde pungdyr og brugte læskedrikkebeholdere. For mig så det ud som at de havde flere hegn langs vejen til at forhindre dyr i at forvilde sig ud foran trafikken. Denne stat har muligvis også et program til at rydde affald væk fra vejkanten. Jeg tror i hvertfald ikke på at folk holder op med at opføre sig som svin bare fordi de krydser en statsgrænse. Måske bruger de straffefanger? Det ville passe helt fint med mine holdninger, da jeg var ung havde vi respekt for..... nåh, det bliver en anden gang, jeg tror der er mad.

Dette er det eneste billede jeg tog af vejen selv. Det må være taget i South Australia hvis man skal dømme efter den affaldsløse vejside.

Vil du vide mere?
Nullabor Plain
Eyre Highway
Road Train

10 januar 2006

Bilbrande i England

De sidste par måneder har jeg haft firmabil og kører derfor dagligt rundt i London. Da det ikke bliver anset for god trafiksikkerhed her i England at læse en bog mens man kører, lytter jeg til radioen og alle trafikreporterne om de mange trafikulykker der hele tiden sker på det overbebyrdede motorvejsnet. Én ting har slået mig, jeg har aldrig hørt om så mange bilbrande på motorvejen før. I Australien bliver det så varmt at man kan få brandsår bare ved at røre ved noget metal der har ligget nogle timer i solen. Men i de seks år jeg har boet der, kan jeg kun huske at have hørt om biler der er brudt i brand på motorvejen en tre-fire gange. Her hører jeg om biler der er brudt i brand næsten dagligt, nogle dage hører jeg om to brande og det er i koldt vintervejr.
Hvad er det der foregår her i England? Er det så dyrt at få sin bil samlet op med et fejeblad? eller dækker forsikringen kun hvis bilen er totaltskadet? Så folk kører rundt med en flaske tændvæske og hvis så meget som en pære ryger i forlygten så tømmer de flasken over bilen og sætter en tændstik til og PUFFFF.......

Alle de bilbrande har sikkert været god træning for brandfolkene da Buncefield oliedepotet sprang i luften. Tyve brændstoftanke sprang i luften og brændte så voldsomt og varmt at de første to dage kunne brandfolkene ikke gøre andet end at holde hænderne op og varme fingrene mens de sagde: "pyha, det er godt nok varmt".
Derefter gik de i gang og efter kun en dags tid var branden slukket.

Vil du vide mere?
Oliebranden i London
Mere oliebrand i London

08 januar 2006

Den søde duft af hævn

Forleden morgen erklærede konen at denne dag var "Harrods Dag". Utroligt, kun dagen før havde vi fejret "Oxford Street Dag".
Jeg elsker overfyldte stormagasiner, IKKE. Det bringer det værste op i mig, jeg får lyst til at medbringe en meter gummislange til at piske mig vej gennem menneskemængderne. Heldigvis er der en CD/DVD butik i Harrods hvor konen kan parkere mig, alt imens hun render rundt og "sparer" penge ved at købe ting på udsalg.

Da jeg går langsomt går sidelæns langs en reol med DVD film, er der en lille fed dreng der bliver ved med at skubbe til mig så han kan komme til at kigge på de DVD'-er der interesserer ham. Det er ikke for at jeg er fyldt med fordomme, men min erfaring med fede børn er at de lider af mangel på tilbageholdenhed. Om det kommer fra sjusket opdragelse eller bare fordi ungen er grådig ved jeg ikke. Resultatet er det samme, en lille røvirreterende møgunge der ikke er til at styre med små fede kinder der inviterer til et par flade lussinger. Ikke at jeg nogensinde kunne finde på at slå nogen og da slet ikke et barn, men jeg har et hemmeligt våben: prutter. Ikke en af de der "Trompetprutter" (som min elskede kone hader så meget), men de stille sivere (som hun også hader) som rigtigt stinker. Da drengens mor kalder ham til sig for mindst tyvende gang og begynder at gå over imod ham, slipper jeg en af de lydløse fri og træder lidt væk. Da moren når over til sit afkom rammer hun en væg af ildelugt og kigger sig omkring. Det eneste hun ser er en normalt udseende ung mand der står og kigger på en DVD-æske med filmen: "The Sound of Music". Med blafrende næsebor kigger hun ned på drengen, griber ham om armen og trækker ham ud af butikken. Resten af historien er op til min egen fantasi, en skideballe på vej hjem i bilen om hvordan man aldrig kan have ham med nogen steder uden at han gør sig uheldigt bemærket. Man skal ikke komme imellem mig og mine DVD-film.

Et ekstra tip: Hvis offeret har en dynejakke på kan man støde ind i personen så jakkeforet bliver trykket fladt lige før gasudslippet. Når foret udvider sig igen suger det lugten ind i materialet og lugten bliver hængende i jakken i timevis.

Jeg har selv været offer for et prutteangreb. For et par måneder siden var jeg i Waitrose (et supermarked) for at finde nogle tørrede bønner. Et par meter væk stod der en sød pige i tyverne. Uden så meget som at blinke lukkede hun en trompetprut ud og alle i nærheden kiggede i vores retning. Der var ikke nogen der sagde noget, men jeg ved godt hvilken konklusion de kom til da de så en mand i trediverne og en ung pæn pige.
Nogle minutter senere kom jeg til at skubbe til hende så hendes dynejakke blev trykket flad....

Vil du vide mere?
Harrods
Waitrose
Prutter
Bønner
Prutter & Bønner

03 januar 2006

Lortevejr

Heathrow Airport, London. 29. December.
"Vil alle de passagerer der netop er ankommet med flyet fra København, venligst henvende sig ved informationsdisken nær ved bagagebælte nummer fire".
Alle passagererne der ankom med det samme fly som os stod ved bagagebæltet og ventede på at det skulle starte med kaste vores kufferter op. Vi var allerede tre en halv time forsinket på grund af snevejret i København og alle var utålmodige. Alle kunne mærke at der var ugler i mosen så samtlige to hundrede mennesker begyndte at småløbe hen mod informationsdisken. Lige før de første nåede frem kom så den næste besked over højttaleranlægget: "Vi beklager at måtte meddeler at på grund af det voldsomme snevejr i København, har det desværre ikke været muligt at læsse bagagen på flyveren" [kunstner pause] "Vær venlig at udfylde den blanket der vil blive udelt og aflever den ved servicedisken og deres bagage vil blive leveret til den angivne adresse så snart som muligt".
Gutten der delt blanketterne ud sagde at det højst sandsynligt kun ville tage en enkelt dag før vores bagage ville ankomme, måske to eller i værste fald tre men i hvertfald ikke mere end fem dage, håbede han.
De vidste det alle sammen. Mændene med selvlysende veste og høreværn nede ved flyveren, fjolset der ufrivilligt underholdt os mens han forgæves i en time prøvede at få sin bil fri af sneen lige nede foran ventesalen, folkene der checkede vores boarding pass, stewarden der ønskede os velkommen ombord, stewardessen der delte den grimt-smagende kaffe ud under flyvningen, piloten der muntert informerede os de to minutter han havde indhentet på grund af medvind og udpegede seværdigheder da vi fløj ind over London og førsteklasse stewardessen der sagde farvel da vi gik fra borde. De vidste allesammen at der ikke var nogen bagage med ombord og at vi kunne se frem til at stå en time i kø for at få udleveret og udfylde blanketter om hvor vores bagage skulle leveres til.
Det er selvfølgelig med god grund at de ikke fortæller passagerene noget. Der er sgu da ingen der gider at flyve rundt med en flok pissesure passagerer der kun kan se frem til et tomt bagagebælte efter allerede at have ventet mere end dobbelt så lang tid som selve flyturen tager.
24 timer senere fik vi vores bagage leveret til vores hjemmeadresse, så helt slemt var det ikke.

02 januar 2006

Spanske vin fra Argentina

Da vi boede i Darwin inviterede vi en gang nogle venner over til en BBQ (grillaften) og jeg besluttede at vi skulle have en Spansk rødvin til maden. Ikke for at der noget i vejen med de Australske vine, men på grund af det store udvalg kan det godt nogen gange være lidt svært at finde en god Australsk vin. Fordi Australien selv producerer masser af vine og på grund af landets geografiske beliggenhed, er det ikke det store udvalg af udenlandske vine der kan findes i butikkerne. Da jeg boede i Danmark var en af mine favoritter Rioja. Efter min mening går man næsten aldrig galt i byen med en Rioja, næsten uanset prisklassen.
Så jeg drog ud i byen på udkig efter en "bottleshop" med et godt udvalg af udenlandske vine. Niksen Biksen, jeg kunne ikke finde så meget som én Spansk vin nogen steder.
Nogen gange når man mindst venter det kommer der en løsning på ens problemer ud af det blå. Jeg stod i en butik med en vin fra Argentina i hånden, da det gik op for mig at de jo taler Spansk i Argentina. Missionen var afsluttet med succes, jeg købte nogle flasker og kørte hjem. Det var først halvvejs hjemme at det gik op for mig hvor fjollet min logik havde været. Vinen viste sig dog at være god, så siden har jeg ofte købt "Spanske" vine fra Argentina.

Vil du vide mere?
Rioja

Hvid Jul i Danmark

En hvid jul er næsten en myte i Danmark. Alle syntes at kunne huske juleaften med landskaber dækket af sne og frosne søer. I virkeligheden skete det kun syv gange i det sidste århundrede (1901-2000)* at man kunne opleve sne juleaften. Det folk forveksler med virkeligheden er julekort, butikvindues juledekorationer, utallige reklamer og hundredevis af julefilm, alle med tonsvis af sne. Hjernevask virker!

Jeg fandt julen mere spændende som barn. Dengang var jeg nærmest ligeglad med maden, kun gaverne havde interesse (dog ikke de bløde pakker). Nu glæder jeg mig kun til maden. OK, jeg glæder mig også til gaverne (dog ikke de bløde pakker).

Jeg fik aldrig den fjernstyrede bil jeg så inderligt ønskede mig. Det nærmeste jeg kom var en af de der biler med en ledning op til fjernbetjeningen. Der ville selvfølgelig ikke medfølge batterier og dengang var alt lukket juleaften, selv tankstationerne (det var i hvertfald hvad de bildte mig ind). Så jeg ville trække rundt med bilen i ledningen indtil en af de voksne trådte på den ved et uheld. Et år skete det dog at jeg fik den trompet jeg havde ønsket mig, den blev også hurtigt trådt i stykker og det samme med guitaren.
Det bedste jeg nogensinde fik var et værktøjssæt. Nu kunne jeg skille ting ad. Hammeren blev brugt til at simulere bilsammenstød på mine legetøjsbiler, indtil de alle var reduceret til små bitte metal og plastik stykker der ikke længere kunne genkendes som biler. Radioer kunne brækkes åben med skruetrækkerne og ledninger kunne klippes over med bidetængerne.
Lidt efter lidt ville værktøjet forsvinde. Det stoppede mig ikke, den dag i dag kan jeg næsten ikke vente til garantien udløber på vores elektroniske ting så jeg kan skille dem ad og se hvordan de virker. Jeg er blevet bedre til at få tingene til at virke igen og kan samle dem uden det store overskud af skruer og fjedre. Faktisk et det blevet mit job.



Glædelig Jul

* Jeg vidste at jeg ville få glæde af den trivial information på etiketterne af Tuborgs Julebryg.