19 marts 2006

Turistfælder og Hvaler

Hvis der er én ting jeg har lært af at rejse rundt, så kan det sammenfattes i én sætning; Turist attraktioner er som en æske med fyldte chokolader, du ved aldrig hvad du får.
Jeg har været nede i utallige underjordiske grotter hvor skiltene lover utrolige formationer af stalaktiter og stalgmiter og når man så kommer derned ligner det bare alle de andre grotter man har været nede i. Alle disse grotter blev oprindeligt fundet for omkring hundrede år siden af bush farmere der til at begynde med brugte dem som deres egen private losseplads. Så blev bilen opfundet og turisterne begyndte at sive ud af byerne for at opleve "The Outback". Snart indså farmerne at turisterne hurtigt blev drevet til kedsomhed af at glo på får der bliver skalperet af store svedige mænd. De begyndte rydde grotterne for deres hundrede års akkumuleret husaffald og udtjente traktorer (traktorerne er nu placeret hvor bønder i alle civiliserede lande anbringer dem; i noget højt græs ud mod hovedvejen).

Plancherne ved billet kontoret (bemandet af en søn eller datter fra farmen) fortæller om tunneler der løber for hundredevis af kilometer, de fleste stadig uudforsket op til nu og om en underjordisk flod der dannede grotterne. Der er også mange historier om bushrangers der brugte hulerne som gemmested mens de røvede og dræbte folk der rejste igennem området.
Kort fortalt nogle farmere fandt ud af at turister har penge og hvis de har kedet sig længe nok er de villige til at følge et skilt ved hovedvejen med teksten; Denne vej til de berømte Gyldne Krystal Diamant Grotter. Så efter en let oprydning og en lille investering i et billetskur, behøver han bare at sidde ved indgangen til grotten og vente på turisterne (mig).
I samme øjeblik man følger skiltet og drejer ned af sidevejen, ved man at man bliver snydt. Efter hundrede meter bliver vejen til en grusvej, yderligere 10 km fremme bliver det til en grov jordvej. Efter endnu 10 km, lige som man er på nippet til at vende om fordi man er begyndt at få mistanke om at man måske er drejet forkert et sted, støder man et skilt; Kun 15 km til de Gyldne Krystal Diamant Grotter På dette tidspunkt er man allerede over halvvejs så man har ikke spor lyst til at vende rundt. Endelig fremme finder du ud af at du lige præcis er kommet for sent til rundvisningen, så du køber is og sodavand mens du venter. Endelig dernede finder man hurtigt ud af har man først set én grotte, så har man set dem alle og historierne er også de samme om hvor lang tid en drypsten tager at blive opbygget fordi den kun vokser med en milliontedel af en halv millimeter hvert tusinde år og at temperaturen altid er den samme året rundt.
Det er ikke for at jeg ikke syntes at disse ting er interessante men jeg har bare set det hele mindst ti gange før, der skal noget specielt til før de kan lokke mig derned disse dage.
Nåh ja, den eneste grund til at de tager penge ved indgangen er for at bevare grotterne som de var før mennesker begyndte at lave rundvisninger dernede.

På én af vores andre outback ture fulgte vi nogle skilte med en tekst i stil med; Det Spektakulære Outback Meteor Krater. Kun for at finde et billetskur foran et bræddehegn bygget i en rundkreds cirka 10 meter i diameter, formentlig med meteor krateret i midten. En planche sagde at kratteret oprindeligt blev fundet af aboriginals for tusinder af år siden, og at deres navn for det et tungekrøllende; Mungawoollatagua, som betyder; Stjernen Der Faldt Ned Fra Himmelen. En nærmere undersøgelse foretaget af en sprogprofessor eller ved at spørge en af aboriginal stammeleder, ville sikkert afsløre at det betyder; Hullet Vi Skider I Om Morgenen.
Det eneste problem denne opfindsomme gavtyv havde, var at hans hul i jorden var for tæt på hovedvejen, hvis vi havde brugt en time på at køre ned af en bumlet grusvej ville vi måske nok havde købt en billet til at glo ned i et mørkt hul.

Dette bringer mig tilbage til vores krydsning af Nullabor. Gjort kynisk af oplevelser som beskrevet ovenfor og fordi det var sent på eftermiddagen og vi ville helst undgå at køre i mørket, når alle kænguruerne er mest aktive, var vi lige ved ikke at dreje af da vi så et skilt med henvisning til hvaludkigspunktet i The Great Australian Bight Marine Park.
Heldigvis var det ikke alt for lang en køretur og da vi kom til billetkontoret var prisen rimelig og inkluderede en skinnende farvebrochure.

En gangbro var bygget hele vejen fra billetkontoret ned på stranden, for at skåne naturen fra alle de besøgende. Først kunne vi ikke se ret meget andet end nogle klipper der stak op af vandet. Pludselig skød en søjle af vand og luft op fra én af "klipperne" som viste sig at være de Southern Right Hvaler vi var kommet for at se på. De kommer ind i denne bugt for at opfodre deres kalve før de svømmer sydpå.

Man kunne se mødrene der legede med deres unger og afviste hanhvaler der var ude på en sidste tur i høet inden sommeren var slut. Selv på denne afstand kunne man fornemme hvor store disse dyr er, måske var det selve afstanden der understregede størrelsen. Man bliver totalt grebet af at kigge på hvaler, der er noget fascinerende ved dem der ikke kan forklares i ord.

Fantastisk, jeg vil aldrig mere betænke mig igen hvis jeg får chancen for at se på hvaler.

Vil du vide mere?
Great Australian Bight
Southern Right Whale
Bushranger
Cave
Stalactite
Stalagmite

Ingen kommentarer: